Nyt fra Råstof til Industrien

Program for Aarup Singer-Songwriter Festival 2016

 

Kulturelt Samråd – Musik på Industrien har hermed glæden af at offentliggøre navnene på kunstnerne, der spiller til Aarup Singer-Songwriter Festival 2016, der d. 30. juli fra 10.30 - til vel omkring kl. 15 - afholdes på Sanggaards Plads lige overfor Kulturhuset Industrien i Aarup.


Henry Petersen, der er næstformand i Kulturelt Samråd, og har stået for bookingen af musikerne fortæller: ”Programmet er ret blandet. Der er således både landskendte - og helt lokale – singer-songwritere blandt de optrædende. Og kendetegnende for dem alle er, at de dygtige og engagerede musikere, der arbejder dedikeret med deres musik

 

Og Henry Petersen fortsætter: ”Først vil jeg nævne Simon Schulz, der en ung lokal gut fra Aarup. Han er godt på vej – og for tiden er han i gang med at indspille sin første EP. Vi er glade for at kunne præsentere en rigtig lokal singer-songwriter.

 

En anden næsten-lokal er Camilla Albers, der har været lærer på Aarup Skole i 14 år – og som i år har indspillet sin første CD med hjælp fra bl. a. Pete Repeat og Jens Rugsted. Det er dejligt, at Aarup selv kan stille med nogle spændende sangskrivere.

 

Og så har vi Jessica Barber, der er fra Faaborg, med. Vi hørte hende for et par år siden på Strib Festivalen – og faldt for hendes udtryksfulde stemme og fine sange.


Vi har også Martin Rauff & Louise Støjberg, der har været på banen nogle år i andre dele af den musikalske verden, med på plakaten. Louise er med i gruppen Zenobia og Martin er aktiv i gruppen Bound by Law. Men i denne sammenhæng er de sammen - og det handler om deres egne selvskrevne sange.

 

Endvidere har vi Cathrine Lassen på listen over optrædende, Hende hørte vi på dette års Strib Vinterfestival, hvor hun fascinerede os – og publikum - med sine sange og fortryllende stemme. Så hende glæder vi også til at præsentere.

 

Da vi offentliggjorde, at vi ville lave en Singer-Songwriter Festival, fik vi straks en henvendelse fra Søren Tee fra Middelfart om, at han gerne ville komme og spille. Det synes vi var så friskt, at dét sagde vi ja til – og det er faktisk ham, der lægger ud som den første optrædende på festivalen!

 

Vi har end da to tidligere Dansk Melodi Grand Prix vindere på singer-songwriter programmet. Sidsel Ben Semmane spillede sammen med sit orkester en succesfuld Råstof-koncert på Kulturhuset Industrien her i foråret 2016. Vi glæder os nu til også at høre hende - og hendes sange - i denne mere intime sammenhæng.

 

Den anden Grand Prix vinder er Jakob Sveistrup. Han adskiller sig fra de øvrige optrædende ved at være landskendt.  Men han ejer stadig det samme engagement og musikglæde, som alle de andre på programmet, hvilket også fremgår af hans seneste udgivelse.”

 

Henry Petersen slutter med at fortælle: ”Vi har mødt en stor imødekommenhed fra alle musikerne, der kommer og spiller. De har været fleksible i forhold til programlægningen - og alle som én har de givet udtryk for, at de glæder sig til at komme og spille for os i denne udendørs ramme i Aarup. Det har været så positivt, at vi tænker, at hvis dette bliver en succes, så laver vi en ny Singer-Songwriter Festival i 2017!

 

Vi glæder os under alle omstændigheder til en fantastisk dag fuld af god musik!”

 

Kulturelt Samråd opfordrer publikum, der ønsker at sidde, til selv at tage noget med at sidde på, da programmet jo er langt – og mulighederne for at sidde andre steder end på jorden/ asfalten ikke er store. ;-)

Hotel Aarup Kro MHV Development Kulturelt samråd Depotet Vestfyn
Billetkøb direkte fra vores hjemmeside www.raastof-industrien.dk