Nyt fra Råstof til Industrien

Gratis dobbeltkoncert med ...

Nalle og Freja Kirk

på Sanggaards Plads i Aarup

Lige over for Industrien

 

Fredag d. 4. september afsluttes Aarup Sports- og Kulturdage 2015 med et brag af en gratis dobbeltkoncert, som vi i Kulturelt Samråd arrangerer på Sanggaards Plads i Aarup med Freja Kirk med band og Nalle And His Crazy Ivans.

 

Kl. 19.00 går Freja Kirk sammen med sit band på scenen – og kl. 20.30 er det Nalle And His Crazy Ivan’s tur.

 

Der er måske nogen, der kan huske Freja Kirk fra en dobbeltkoncert sammen med Julias Moon på Industrien i 2014.

 

Det var så godt, at vi har booket hende igen. Freja Kirk gjorde sig bemærket på TV2 i The Voice-talentkonkurrencen i 2012 med sin fantastiske stemme. Hun udgav et debut-album i marts 2014, ”Monophobia”, hvor det fremgår, at kvaliteten er høj og at hun har internationalt potentiale. Hendes album er fyldt med beats og omkvæd og popsange, som man får lyst til at skrue op for og danse til. Hun har en forbløffende stemme og en dybt personlig klang.

 

Så selv om I måske ikke kender hende, kan vi garantere for, at hun er værd at tjekke ud! Og efter hende kommer der en fynbo, som vi alle kender og holder af, og som også kan fyre den af: Nalle!”

 

Selv om Nalle nu er 72 år har han stadig den gnist i sin musik, der tænder os alle sammen. Med fornyet viljestyrke og en brændende lyst til musikken har Nalle ikke alene rejst sig fra livets rendesten - han har etableret sig som en af de største blues-stemmer, Danmark nogensinde har fostret. Vi så det, da han spillede på Industrien for 2 år siden.

 

Omgivet af de uhyre velspillende Crazy Ivans – Henning Kaae på guitar, Ivan Sand på guitar - er Danmarks mest autentiske rock- og bluesvokal endnu en gang klar til at give den gas. Gruppen har brugt de sidste par år på at turnere i Fjernøsten, Canada, Europa og Danmark, og resultatet er, at et af de mest slidstærke og velspillende bluesorkestre, landet har at byde på, er blevet endnu bedre!

 

Ja, vi glæder os rigtig meget til denne gratis dobbeltkoncert, og håber, at Aarup - og vores venner udenfor byen - vil bakke om denne mulighed for liv og fest i byen! Det vil være en værdig afslutning på de mange aktiviteter og det meget liv, som Aarup Sports og Kulturdage har iværksat!”

Hotel Aarup Kro MHV Development Totalbanken
Billetbestilling på billet@raastof-industrien.dk eller på Aarup Bibliotek, tlf. 64 74 79 35.